HjulmandKaptain er udnævnt som kurator for Deluca Film A/S

Nyhed
27.10.2023

Efter 28 år som leverandør af film, tv-serier, dokumentarer og reklamefilm til hele Danmark er produktionsselskabet Deluca Film A/S desværre blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Aarhus. Advokat Jens Højmark fra HjulmandKaptain er blevet udpeget som kurator.

Opdatering 5. december 2023: Deluca Film blev i oktober 2023 erklæret konkurs, og det er tilfredsstillende at kunne meddele, at der nu er gennemført en virksomhedsoverdragelse, hvorved væsentlige aktiviteter er overdraget. 

 

Konkursen er foranlediget af forskellige faktorer, herunder likviditetsmæssigt pres, som har gjort det vanskeligt for selskabet at betale sine økonomiske forpligtelser i takt med, at de forfaldt.

“Deluca Film har været mit liv, siden jeg grundlagde selskabet i 1995. Selvom film- og tv-branchen til tider kan være barsk, har jeg nydt at gå på arbejde hver dag. Ikke mindst på grund af de mange dygtige og engagerede medarbejdere og samarbejdspartnere, som gennem årene har været en del af hverdagen i virksomheden. Derfor er det også ekstremt hårdt at træffe denne beslutning, som efterlader mange med et tab,” udtaler direktør Morten Rasmussen.

 

Deluca Film har produceret en lang række spillefilm, tv-serier, livsstil-programmer og dokumentarfilm, som blev godt modtaget af både anmeldere og publikum i biografer og på tv. Blandt disse kan nævnes julekalendere for TV2, familiefilmene om Julemandens Datter og Fiktionsserien ”Hvide Sande”. Senest har Deluca Film skabt debat i hele Danmark med dokumentarfilmen ‘Forfulgt af politiet?” som tidligere på måneden havde premiere på DR.

 

Kurator, Jens Højmark, fra HjulmandKaptain, har nu til opgave at realisere selskabets aktiver, herunder de kreative og intellektuelle værdier. Jens Højmark udtaler: ”Deluca Film har i en årrække produceret film og dokumentarserier af høj kvalitet, og det er nu min opgave at realisere aktiverne bedst muligt ved at finde den rette køber til at færdiggøre de mange gode verserende projekter.”

 

Interesserede købere opfordres til at tage kontakt

Interesserede købere opfordres til at kontakte Jens Højmark på mail til jho@70151000.dk eller telefon +45 2135 8670.

 

Om Deluca Film
Deluca Film har siden 1995 produceret en lang række nationale og internationale film, serier og dokumentarer. De anvender både lokale og internationale skuespillere, lokationer og crews, og de skaber produktioner med relevans herhjemme og i udlandet.

Porteføljen indeholder internationalt nominerede og prisvindende produktioner, men også julefilm og serier for hele familien som Ludvig & Julemanden, Tvillingerne & Julemanden og Julemandens datter.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev